Athen og omegn i virkeligheden

Athen

Vi ankom til Athen ved frokosttid og skulle med bus ind til byen og ind til vores hotel, Golden City Hotel, der ligger i den centrale del af byen. Dette var for flere af os, vores første gang i Athen og vi havde skruet forventningerne helt op. Ud fra hvad man hører om Athen og ser fra Athen forventer man sig en gammeldags by, fyldt med ruiner og flotte bygninger som generelt præger bybilledet – dette var dog ikke tilfældet. Det første bekendtskab vi havde med Athen var nogle enorme reklameskilte, dog uden reklamer. I stedet var der skrevet grim graffiti på tværs af den hvide plade. Efterfølgende kørte vores bus ind i en tunnel og på den anden side mødte vi byen, set fra en mindre bjergside. Man fik et godt indtryk af byen og hvad vi lagde mest mærke til var manglen på højhuse og moderne bygninger. Alle bygninger var hvide betonbygninger, med relativt få etager, som alle manglede en god rengøring af deres mure, for disse var misfarvede og gullige i farven. Ikke lige hvad man forventer af en metropol men ikke desto mindre kan Athen i den grad kaldes for en metropol. Med sine ca. 4 mio. indbyggere summede byen af liv og gaderne var da heller ikke ubenyttede. Byen var fyldt med biler og osen trængte dybt ned i lungerne og fremprovokerede svag hosten. Det romantiske billede man havde fået gennem medier og billeder falmede lige så stille og roligt i takt med at man lærte byen nærmere at kende.

Foruden de hvide misfarvede bygninger prægedes bybilledet også af enkelte høje, der brager op gennem byen som nogle charmerende fregner, på et lidt slidt ansigt. Disse høje var dog uberørte af den myldrende metropol og skabte et billede af et antikt Athen, som man har hørt om det i historiebøgerne. Disse høje er bestemt ikke enkeltstående tilfælde og set ovenfra kan man også se at Athen ligger i en dal, omringet af mindre bjerge og kæder af bakker. Selve landskabet er utroligt charmerende, smukt og helt anderledes fra hvad vi kender her i Danmark hvor himmelbjerget på dets 147 meter udgør Danmarks største ”bjerg”.

Når man bevæger sig i byen er der mange slumkvarterer, som især om aftenen/natten fyldes med hjemløse og misbrugere, hvilket skaber et meget dystert billede af byen. Man bliver da også rådet til ikke at færde sig alene i byen, især om aftenen. Når man har passeret forskellige slumkvarterer og nærmer sig de mere populære bydele ændres billedet af byen betydeligt. Der er forskellige områder, som Monastiraki, der er præget af små gader fyldt med hyggelige butikker og cafeer. Områder som disse er generelt meget velholdte pga. turismen, men også andre populære områder som Psirri og Plaka er velholdte og pæne områder, som mange mennesker færdes i. På trods af de mere moderne bygninger som universitetet, der er opført i stil med andre gamle græske bygninger, som Akropolis, så virker det som om at den make-over Athen fik forinden OL i 2004 er falmet. Den centrale bydel trænger i den grad til at blive shinet op og andre kvarterer kunne også godt bruge en kærlig hånd. Dette gælder selvfølgelig ikke hele Athen, for som alle andre byer har Athen også et kvarter for de mere velhavende. Dette oplevede vi da vi skulle besøge den græske skole. Skolen lå i et meget velholdt og pænt kvarter, fyldt med flotte bygninger og store pæne velklippede hække – et fuldstændigt anderledes billede, end hvad der ellers opleves i den mere centrale del af byen.

Selvom det centrale Athen er præget af grimme bygninger og små slumkvarterer, har byen alligevel en vis charme. Dette skyldes mest de populære områder og de kulturhistoriske områder, men også de små butikker og købmænd rundt omkring som sælger varer og mad til utroligt billige penge, giver et meget charmerende billede af byen. Især de små græske ”restauranter” som tilbyder souvlaki og gyros for 1.60 €, fandt vi meget indbydende.  

Væk fra Athen

Da vi kom ud af Athen begyndte vi at kunne se at det blev mere grønt og frodigt. Vi kunne gradvist se at vi kom væk fra al den smog og bebyggelse der var i Athens midte, og ind i noget mere frodigt og frit landskab. Vi kørte igennem nogle små byer, hvor vi tydeligt kunne se at bygningerne ikke var ligeså gamle og slidte som inde i midtbyen. Bag de mange bygninger lå naturen, men man anede kun at kunne se de mange bjerge. Vi var på en heldagstur, hvor vi skulle hen og se Korinth kanalen, Epidavros og Mykene.

Vores første stop var ved Korinth kanalen som lå ca. 80 km fra Athen. Her kunne man især se de mange bjerge som Grækenland er kendt for, der lå langt op til skyerne. Helt op til 75% af Grækenland består af bjerge, og det er svært at kunne tvivle det efter at have kommet helt hertil. Naturen her bestod dog af få træer. Længere væk kom vi, og der begyndte man at kunne se træer. Det første vi kunne mærke var luften. Luften var mere frisk og havde en højere luftfugtighed. Området vi gik ved var meget fladt, lige indtil vi kom hen til kanalen.

Da vi ankom til Epidavros var det første vi lagde mærke til, var hvor frodigt der var. Der var fyldt med træer og grønt overalt. Der var næsten ingen bebyggelse i området, og alt man kunne se fra teateret var træer og bjerge. Oppe i bjergene er der en helt anderledes luft, mere frisk og en lille smule køligere end i f.eks. Athen. Teateret bliver stadig brugt til opvisninger, ligesom i gamle dage, da det var hovedpunktet for hvor der blev opført tragedier og komedier. Det var særlig velegnet på grund af teaterets opbygning som gav en utrolig akustik. Selvfølgelig skulle dette afprøves og der blev kæmpet for at nå op af trapperene, hvor vi fik et fantastisk billede af området.  Her kunne man se en del af de frodige områder og bjergsider. Det varme klima fik en del til at fortryde deres lange bukser, men dette stoppede dog ikke vores guide i at have et tørklæde og en tyk dunjakke på.

Mykene blev opdaget af tyskeren, Henrich Schilemann i slutningen af 1870’erne. Mykene var endnu en af de mange forhistoriske ruiner i Grækenland. Det siges at Løveporten blev bygget af kykloper og er endnu i dag godt bevaret. Byen er dog endt ud i ugenkendelige ruiner på grund af de utalige jordskælv som Mykene var plaget af. Oppe fra Mykenes akropolis kunne man se en masse bjerge, og utrolig natur. En bjergrække siges at være den sovende konge, som man stadig kan se i dag. Grunden hvor Mykene er ved, er ufattelig frodig og vildtvoksende. Man kan tydeligt se at det ligger på et bjerg, da især træerne ikke var særlig høje.

Jimmy Pham, Lærke Ipsen og Isak Trap Lænkholm

På byvandring i Athen

På byvandring i Athen

Af: Anders, Sheila og Marlene.

På turens 2. dag stod hele klassen friske op fra nattens strabadser og det første indtryk af Athen.

Morgenmaden bød på en typisk sydeuropæisk morgenmad, der kombinerede den typiske eggs-and-bacon med ”pøller”, græsk salat, græsk yoghurt og en substans, der ugen ud blev emne for en diskussion om, hvorvidt det var Nutella eller budding.

Mætte og friske oven på en gang dansk Lurpak startede vi vores byvandring med en 20-minutters spadseretur, hvor vi så citrustræer, der fyldte byens gadebillede og hjemløse hunde, der lå og nød morgensolen. 

På vejen til Syntagmapladsen så vi bl.a. byens gamle universitet, nationalbiblioteket og Videnskabernes akademi, der med flotte udsmykninger og statuer viste byens pragt i fortiden. Disse tre bygninger er faktisk tegnet at to danske brødre og arkitekter, Christian og Theophilus Hansen.

Da vi nåede Syntagmapladsen blev vi mødt af et specielt syn. Der var cykelløb i byen, men det virkede som var det et motionsløb, hvor cyklisterne vinkede og tog selfies på vej gennem byen.

Vi ankom til nationalgardens vagtskifte foran parlamentet, hvor vi så nationalgardens (Evsonernes) mildes talt gakkede gangart, hvor de viste deres strutskørter og deres rødmalede træsko med pæne pomponer frem. Disse nationalgarder bevogter parlamentet og den ukendte soldats gravmæle, som er placeret i den høje ende af Syntagmapladsen.

Syntagmapladsen er centrum for al offentlig transport i Athen, og pladsen udgør en park med træer, springvand og hyggelige bænke. Stedet bliver ofte brugt som centrum for demonstrationer, og det er generelt et mødested for befolkningen, der nyder det oplyste parlament og springvandet i de smukke aftentimer.

Navnet Syntagmapladsen betyder oprindeligt forfatningspladsen, og den er opkaldt efter forfatningen, som Kong Otho indførte efter et oprør i 1843. Her gjorde befolkningen oprør mod autokratiet, hvilket er en styreform, hvor magten er samlet hos én leder.

Parlamentsbygningen blev opført i 1836 til 1840 af en tysk arkitekt  i en nyklassicistisk stil med et rektangulært design. Oprindeligt var bygningsværket et palads for Grækenlands første konge (kong Otho), og bygningsværket var finansieret af Kong Ludvig af Bayern.

I 1884 og 1909 opstod der dog brænd i bygningen. Kongefamilien opgav derefter bygningsværket. Herefter fulgte så en ombygning af stedet, så det 5 år efter kunne huse det græske parlament. Den dag i dag huser parlamentsbygningen stadig nationalforsamlingen, og den indeholder diverse arkiver, møde- og konferencelokaler.

Herefter gik byvandringen videre gennem Athens lidt mindre gader på vej mod Metropolitan Cathedral, hvilket er Athens domkirke, der ligger på Mitropoeos Pladsen.

På vejen dertil gik det op for os, hvor struktureret det danske trafiksystem er. Hvis vi klager over, at vi danskere kører for stærkt eller laver dårlige parkeringer, så giver en lille uge i Athen en væsentlig ændring ved dette synspunkt. De kan IKKE parkere (på billedet holder de to biler i fodgængerfeltet vel at mærke parkeret!).

Da vi nåede domkirken, der lå på en lille hyggelig ubefolket plads tæt ved Plaka, blev vi ret skuffede. Domkirken var stadig under renovation, og stilladset dækkede det meste af den gamle kirkes ydre. Dog viste det sig, at det indre af den ellers muligvis meget smukke kirke var endnu sværere at danne sig et indtryk af, da både gulv, loft og vægge ikke var synlige grundet mange etagers stillads og tildækket gulv.

Dog skulle kirken være en meget smuk kirke, hvor Grækenlands ærkebiskop holder til. Kirken er en ortodoks kirke, og ca. 95-98% af grækerne er ortodokse, og religion har betydet meget for deres nationalfølelse gennem svære krigstider.

Kirken blev planlagt allerede i 1839, men konstruktionen blev først påbegyndt i 1842. Først 20 år efter stod kirken færdig i al sin prompt og pragt bl.a. ved hjælp af den danske arkitekt Theophilus Hansen.

Kirken er dedikeret til forkyndelse af Jomfru Maria af kong Otho og dronning Amalia.

Som en lille bonusinfo er bl.a. den danske dronnings søster, Anne-Marie, gift i denne kirke med kong Konstantin 2. af Grækenland i 1964.  De blev dog senere forvist fra Grækenland.

Nafplio & Mykene - på eventyr i Argolis

Tirsdag, den tredje morgen på studieturen. Dagens program stod på heldagstur i bus, hvor vi fra hotellet bl.a. skulle forbi havnebyen Nafplio og den oldgamle by Mykene. Vi blev hentet af bussen og tøffede af sted fra hotellet kl. 9 om morgenen. Grækenland er et stort land, så vi måtte køre langt i bus. Ved stop så vi forskellige seværdigheder. Det var en varm dag, vejret var godt og solen skinnede fra en næsten skyfri himmel. De fleste af os havde været i byen dagen før, og havde fået knap så meget søvn. Vi håbede at meget af tiden i bussen ville stå på at indhente den manglende søvn. Inden studieturen havde vi – Victor, Lea og Esben – læst om både Nafplio og Mykene. Dog forventede vi på selve dagen mest af Mykene, da vi senere fik at vide, at vi alene ville stoppe i Nafplio for at spise frokost. På trods af at guiden løbende spyttede ud med fakta om de steder vi kørte forbi, lå halvdelen af os desværre og sov, mens de resterende var fraværende pga. snak.

Nafplio

Efter to hurtige stop ved Korinthen og ved et gammelt teater (se øvrige rejseblogge) vendte rejsebussen snuden mod Nafplio som er hovedbyen i amtet Argolis. På et kort kunne vi se, at Amtet befandt sig i østsiden af Peloponnes. Forinden studieturen kendte vi ikke til Nafplio, men vi læste os til, at byen i dag er kendt for sine snævre brolagte gader, og at der året rundt kigger mange turister ind i byen. På trods af de mange turister, bor der i dag sølle 14000 indbyggere i byen. På grund af krig har denne græske havneby gennem historien været i besiddelse hos mange parter – heriblandt Venetianere og Ottomanere. Hver part som var i besiddelse af byen havde udvidet byen med flere bygninger og forter. Det var en af de første byer som blev befriet under den græske krig i 1821. Herefter blev den lille by centrum for det græske folketing og blev overraskende den første hovedstad i Grækenland. Egentlig var Nafplio ikke på buschaufførens program – han vidste ikke, at den var på vores. Heldigvis havde vi tid til at holde der. Planen blev sådan, at vi skulle spise frokost i Nafplio - hvad syntes som den eneste årsag til at vi stoppede i byen. Ved middagstid stoppede bussen ved havnen i byen. Efter at blive vækket fra dyb søvn steg vi, sultne, søvnige og solbrilleklædte gymnasieelever, ud af bussen med intet øje for andet end et sted at spise. Vores sjove guide, Maria, fik et minuts taletid til at freestyle hurtig historie om byen. Hun havde ikke meget at sige om byen, udover at den var bosted for den første græske præsident, Kapodistrias. Ud mod havnen var der utallige spisesteder. Som gale løsslupne aber fór vi fra hinanden til hver vores spisested. Nogen jagtede pizza, andre skøttede efter souvlaki – en græsk ret som bestod af et spyd med køb på (oftest serveres souvlaki i en Gyros som er et durum-lignende brød med tzatziki og pommes i midten – super mums). De svageste gik ikke langt og blev fristet af spisestederne langs havnen, mens de tapre som søgte pizza drog ind mod midten af Nafplio. På trods af heltemod viste det sig senere, at dette var en sølle idé. Åbenbart er det alment for turister at spise ved havnen og ikke i byen. Det tog mere end en time før maden var færdig. I mellemtid tog vi andre billeder af den smukke havn – heriblandt det vedhæftede panoramabillede. Efter de havde fået deres dumme pizza spænede de tilbage til bussen og drog videre. Ikke meget så vi til Nafplio, men som det kan øjnes fra billedet, har de en vidunderlig smuk havn. Nu kørte bussen mod Mykene, som eftersigende befinder sig halvanden time fra Athen.

Mykene

Vores forventninger til Mykene var høje, da vi forinden havde læst at flere af de berømte grave og bygningskonstruktioner stadig stod tilbage. Da vi endelig nåede til Mykene, fortalte vores munterklædte guide Maria historien om byen, som vores gruppe tidligere havde læst om. Hun fortalte faktisk supplerende informationer, som vi ikke havde læst om eller vidste hjemmefra, hvilket gjorde det spændende – særligt for os – at høre på. Mykene er en gammel by, der eksisterede fra omkring 1000-3000 f.kr.. Byen blev fundet af den tyske arkæolog, Heinrich Schliemann i 1874, i amtet Argolis. Stedet er allermest kendt for de fyrstegrave man har fundet. I fyrstegravene har man fundet guldmasker på ligenes ansigter. Da vi ankom til Mykene, var løverne det første vi lagde mærke til. De var placeret over byens indgang. Ifølge den research vi havde lavet før turen, repræsenterede disse løver byens storhed og magt. Løverne var placeret således at de vendte mod hinanden på hver deres side af en stolpe. Det var meget interessant at se indgangen, eftersom vi havde læst så meget om det og det nærmest er kendetegnet ved byen. Mens vi gik rundt og så på de resterende dele af byen, fortalte vores guide os om Mykene. Der var tydeligvis ikke meget tilbage af byen. Murene, som ifølge det vi havde undersøgt, havde været 10-12 meter høje, var langt under deres originale højde. Det var interessant at se, når man kendte til stedets historie. Hvis vi ikke havde læst om det inden, ville vi have haft svært ved at sætte os ind i det interessante ved Mykene.

Arkæologer har studeret Mykene og kommet frem til en række forskellige fakta, der beskriver byens historie. Selvom de er kommet frem til disse fakta, er det ikke slået fast hvorvidt de er sande eller ej.

Da vi tog videre fra Mykene, stoppede vi ved en butik, som beskæftigede sig med ”mykensk kultur”. I butikken kunne man købe håndmalet kopper og andre former for kunst, der er baseret på de levn fra bronzealderen, arkæologer har fundet i byen. Det var meget spændene, eftersom de ansatte i butikken fortalte os om den mykenske kultur og hvad formålet med det var. Hun viste os eksempelvis en kop, som hun kaldte for ’The Cup of Justice’, også kendt som ”Pythagorean Cup”. Pointen med koppen, var at hvis man hældte for meget vin i den, dvs. overskred den indgraverede kant, ville koppen automatisk blive tømt. På den måde ville man blive ”straffet”, hvis man var grådig.

Efter et kig i butikken og at have lært hvordan ’The Cup of Justice’ fungerede, drog vi hjemad mod hotellet ’Golden City’ i Athen.

Skrevet af Victor, Lea og Esben

Korinther Eventyret

Vi befandt os i en bus en varm tirsdag morgen. Meget trætte begav vi os ud på endnu en rejse. Vi drog til Peloponnes i en glohed bus med en guide som snakkede en imponerende gebrokken engelsk. Mens guiden pludrede og Athen blev mindre i bakspejlet passerede vi blandt andet en brændende bil, som man kan skimte på billedet ovenover. Vi lagde også mærke til de mange kontraster i landet Grækenland, som ændrede sig jo længere væk vi kom fra hovedstaden.

Efter 1,5 time var vores første stop ved Korinther kanalen. Da vi kørte over broen blev bussen udstødte folk et begejstret gisp over hvor storslået kanalen i virkeligheden var.

I vores forarbejde inden rejsen havde vi undret os over, hvorfor kanalen ikke var blevet udgravet i år 67, efter at kejser Nero havde sat arbejdet i værk. Ved første øjekast forstod vi, hvor besværligt et arbejde dette måtte have været på Kejser Neros tid. Til trods for at grækerne valgte at færdigbygge kanalen i 1893, er det tydeligt at kanalen med sin højde på 50 meter og bredde på 25, ikke er funktionel til transport af normale godsskibe i nutidens samfund.

Ved siden af broen holdte vi et oplæg, samtidig med at folk kunne nyde udsigten. Fremlæggelsen blev udført i god stil, selvom vi skulle overdøve støjen fra store lastbiler der kørte over broen lige bag os. Efter fremlæggelsen nød vi det fantastiske vejr, samt udsigten ud over kanalen. Inden vi atter steg på bussen, var der nogle der fik handlet kiks og red bulls, så de var klar til at indtage halvøen Peloponnes.

Byliv og oldtidens levn og rester

På studietur i Athen 2014 med 2y.

Byliv og oldtidens levn og rester.

Den allerførste aften i Athen tog vi ind til Plaka – et stemningsfyldt og flot kvarter med en hyggelig atmosfære. Som man gik rundt i kvarteret var det svært at mærke, at man befandt sig i en af verdens ældste bydele, hvis placering er den oprindelige beliggenhed for en by der går 4000 år tilbage i tiden. Kvarteret virker meget rent, velholdt og sjovt nok nyt, med gader lidt bredere og lysere end i resten af byen.

Plaka er i dag et område fyldt med turistbutikker, caféer og restauranter. At kvarteret også er beliggende nord for Akropolis resulterer i, at der er relativt turistet, dette var dog ikke så slemt at det gik ud over den samlede oplevelse. Det skal her siges, at vi besøgte Athen i foråret, tager man dertil i højsæsonen vil dette nok blive et problem.

I dag er Plaka altså et velholdt, rent og rimelig turistet kvarter, men sådan har det ikke været længe. Tilbage i 70’erne var Plaka et kvarter fyldt med natklubber og høj musik. Det var dog ikke sådan man ønskede at kvarteret skulle være, derfor valgte man at forbyde højlydt musik, hvilket resulterede i, at en del af klubberne lukkede.

Er man i Athen kan det i høj grad anbefales at besøge Plaka, det behøver ikke at være for at foretage sig det store. Bare det at spadsere stille hen ad gaderne, købe en kop kaffe eller et bæger græsk yoghurt med syltetøj (kan anbefales) og ellers nyde atmosfæren og udsigten til Akropolis, er rigeligt.

Om søndagen, dagen efter ankomst, tog vi på byrundtur, vi så den romerske Agora, som er en gammel plads der blev til under 15 f.kr. startende da den kejserlige familie ville give athenerene en gave, en stor koncerthal ”The odeion of Agrippa”. Athenerne takkede ved at bygge en statue til kejser-famillien, dette blev starten på den romerske Agora. Agoraen består af

Vindenes Tårn, Gate of Athena Archegetis, Den østlige Propylon og fethiye moskéen  

I dag er der dog ikke så meget tilbage af den romerske agora, men det er nemt af forestille sig ud fra ruinerne, hvor smukt det har været i sin storhedstid.

Vi besøgte også Monastirakipladsen, en stor plads opkaldt efter et lille kloster, som var det eneste der var tilbage efter udgravninger foretaget i 1800-tallet. Vi gik rundt i de små hyggelige gader og shoppede på markedet. Det var kæmpe stort og fyldt med de små boder man typisk støder på når man er syd på. 

Vi skulle også se den gamle Agora som ligger op og ned af Athens Akropolis, der strækker sig over et stort område som let forveksles med en park for det blotte øje (Som jeg gjorde). Men når man så kigger nærmere efter, kan man se oldtidens levn af storheds tid.

Denne agora, er den ældste agora i Athen, vis forhistorie rækker helt tilbage til stenalderen som så ligger i ruiner i dag. Området er meget grønt og man kan se bygnings fundamenter og mure fra tidens levn. Dette om at råde er Demokratiets vugge.

Dette var storrådsmødeplads for de cirka 500 mænd der var i byen (Byens mænd var personer over en vis alder og havde deres egen grund).  Man kan se hvordan by strukturen er formet efter den dømmende, den udøvende og den lovgivende magt. At man kan se rester af de indgraverede love i sten så de ikke blev ødelagt under brand.

Men det sjoveste ved det hele er hvis man læser ”En vandring på Agora” Skrevet af den græske rejsebogsforfatter Pausanias som han skrev i 100-t. e.Kr.  vil man kunne genkende de forskelige steder og bygninger fra forhistorisk tid.

Epidauros

Epidauros

Mathias Husum, Vinusha Vijayakumar & Inger Bjørnild

Klokken alt for tidlig ringer vækkeuret og dagen er startet. Morgenmaden består igen af to skiver franskbrød med bacon og smør på og mange glas vand til. Efter maden går vi ned i lobbyen og venter på bussen, som skal føre os rundt i det græske land, for at se på gamle ruiner.
Hvis ikke at bussen havde det fantastiske air-condition, så var vi blevet kogt. Solen den bagte på os og varmen fik svedet til at rulle atter en gang.

                    Turen op til Epidauros foregår på en støvet grussti blandt lysegrønne træer. Epidauros, et gammelt amfiteater fra 300 år fvt. Akustikken er helt eminent, man mener at det skyldes tilskuerpladsernes placering, som både er horisontal og vertikal, denne opbygning standser lavfrekvente lyde som støj og lader nemt høje frekvenser passere fra scenen til publikum. Epidauros er en af de bedst bevarede ruiner i Grækenland. I centrum af de 14.000 tilskuerpladser er en rund plads kaldet Orkhestra, denne plads bruges til teater, politisk sammenhænge og andre arrangementer.

Ligegyldigt på hvilken af tilskuerpladserne du befinder dig, kan du høre hvad folk siger på scenen eller for den sags skyld andre steder på rækkerne. At kunne føre en samtale på tværs af hele teatret på øverste række, uden at hæve stemmen mere end hvad man ville gøre i en normal samtale, er helt specielt.
Tre gutter stod vi oppe øverst på hver sin side og kunne snakke om byturen dagen forinden og om hvor man fik de billigste øl i byen.

På en klar dag som denne kan man se udover hele Epidauros området og meget længere endnu når man står på fireogtyvende række. Det var en fantastisk oplevelse, hvor man havde følelsen af et kæmpe overblik, men stadig føle sig utrolig lille. Vores guide, en midaldrende græsk kvinde med en alt for dårlig tøjsmag, stod og talte til 27 unge, som havde alt andet end at lytte efter i tankerne. At vi kunne stå og se på hende og høre på hendes monotone stemme i 15 minutter uden at falde i søvn er os stadig en gåde, men det lykkedes dog, mere eller mindre.

                Teatrets behagelige stilhed blev hurtigt forvandlet til en larmende myretue, da en masse børn væltede ind på Epidauros. Der er jo selvfølgelig sikkerhed på stedet og de fik da også nok at se til med de børn. de kravlede overalt og respekterede intet, så vore kære sikkerhedsvagter blæste i deres fløjter og råbte deres lunger tynde, uden det faktisk hjalp. De må have haft gode benmuskler, for de løb op og ned ad de trapper flere gange efter dem. Efter tre kvarters vandring op og ned af tribunerne gik vi trætte i kroppen tilbage til den ventende bus, hvor endnu en lang og varm bustur var i vente.